En øjenoperation er ikke bare en øjenoperation. Udviklingen inden for området har nemlig været i rivende udvikling, og det betyder, at der i dag er flere forskellige typer øjenoperationer, som kan tilbydes hos landets øjenlæger.
Overordnet skelnes der mellem laseroperationer og linseoperationer, og indenfor hver kategori findes yderligere forskellige typer øjenoperationer, der er målrettet forskellige behov.
Øjenlaseroperationer
Der findes forskellige øjenlaseroperationer, og laser dækker over forskellige metoder til behandling af diverse former for synsfejl. Fælles for operationerne er, at øjenlægen styrer selve laseren og følge med i indgrebet igennem et mikroskop.
Herunder kan du læse om de typiske anvendte metoder.
RELEX-SMILE
Dette er en skånsom lasermetode. Det er en kikkertmetode, hvor man kun laver en lille bitte åbning på to millimeter, hvilket skåner hornhinden og dens stabilitet. Denne metode er dog begrænset, da den fx ikke egner sig til behandling af langsynethed.
LASIK
Dette er en lasermetode, der bruges til synkorigering af både langsynethed, nærsynethed og bygningsfejl. Her laves et snit, hvor en lille del af hornhinden flippes til side, så laseren kan gøre sit arbejde på øjet. Flappen fra hornhinden vippes tilbage på øjet, og det vokser sammen af sig selv.
PRK
Hvis øjenlægen vurderer, at hornhinden er for tynd til at foretage en LASIK-øjenoperation, er PRK-laseroeprationen et godt alternativ. Her er det kun væv fra hornhindens overflade, der skubbes til side, så laseren kan komme til. For at sikre, at det vokser sammen, placerer man en linse i øjet, som har samme funktion som et plaster – nemlig at få det til at hele.
LASEK
LASEK-operationen er en øjenlaseroperation, der anvendes ved for tynde hornhinder. Metoden kan bruges til nogle former for behandling af nærsynethed og bygningsfejl. Det er typisk store synsfejl, der behandles på denne måde. Det yderste lag af hornhinden føres til siden, og laseren gør sit arbejde. Efter operationen føres hornhinden tilbage igen.
Linseoperationer
Ligesom der findes forskellige typer laseroperationer, findes der også forskellige typer linseoperationer. Overordnet er det en operationsform, hvor den naturlige linse udskiftes med en kunstig linse. Her laves et lille snit, og man fjerner skånsomt den eksisterende linse med en ny kunstig.
Monofokale linser
En linseoperation med monofokale linser bruges til behandling af grå stær. Her udskiftes den naturlige linse med en monofokal linse, dvs. en enkeltstyrke linse. Her er ét brændpunkt, hvilket gør, at synet kun bliver skarpt – enten kort eller langt. Det betyder derfor, at man stadig skal bruge briller i nogle tilfælde for at kunne stille skarpt.
Trifokale linser/ multifokale linser
Trifokale linser er linser med 3 brændpunkter, dvs. at de både kan regulere ved afstand, mellem afstand og helt tæt på. Denne metode kan bruges til behandling af nærsynethed, langsynethed og bygningsfejl og bruges typisk til behandling af alderssyn. Har du grå stær, vil denne linseoperation samtidig behandle dette
Hvilken øjenoperation skal jeg vælge?
Ved en forundersøgelse vil en øjenlæge kunne vurdere, hvilken øjenoperation der vil fungere bedst i dit tilfælde. Ved forundersøgelsen foretages nemlig en grundig undersøgelse af dit syn og dine øjne og ud fra dette, vil øjenlægen komme med sin anbefaling til operation.